mandag den 29. juni 2009

"For sent"-reglen.

Der er en (anonym) læser af denne blog, som spørger i en kommentar til mit seneste indlæg om FIDE's nye strenge regler i §6.6a:

"Enhver spiller som ankommer til skakbrættet efter rundens start, taber partiet. Den tilladte forsinkelse er således 0 minutter. Andet kan være fastsat i turneringens reglement."

Tidligere har det ifølge reglerne været tilladt at komme en time for sent, men det er der altså strammet op på. Det er dog væsentligt at bemærke at turneringens reglement kan sætte en anden grænse.

I årets Politiken Cup har arrangørerne valgt at sætte tidsgrænsen til en time. LO-skolen kan være svær at finde rundt på hvis man ikke lige har været der før, så man kunne man frygte at der var mange der ville ende med at tabe uden kamp - specielt i 1. runde. Jeg vil dog tro at tidsgrænsen bliver sat noget lavere til næste år, hvor de nye regler må ligge lidt mere på rygraden hos skakspillerne.
Se mere på Politiken Cups hjemmeside.

Turneringslederen kan i øvrigt vælge at se bort fra reglen, hvis en spiller kommer for sent, og turneringslederen kan vurdere at det ikke er spillerens egen skyld, eksempelvis pga. et kraftigt forsinket tog eller lignende.
At visse (top)spillere sidste år så valgte at gøre en kunst ud af at komme 20-30 minutter for sent til deres partier er jo så en helt anden sag. Det ville være lækkert at komme af med den uvane, for det virker ærligt talt noget respektløst over for modstandere, arrangørere, presse, tilskuere osv.
Se i øvrigt hvad Per Andreasen skrev om det sidste år. Jeg er helt enig!

fredag den 12. juni 2009

Sat i arbejde

Så blev jeg sat i arbejde! Her snakker jeg ikke om mit arbejde hos Topdanmark, hvor jeg tjener til dagen og vejen. Nej, der er tale om arbejdet som skakdommer i Politiken Cup. Det er nemlig allerede gået i gang!

Jeg var så letsindig, at jeg efter sidste års Politiken Cup tillod mig at komme med en række forbedringsforslag. Måske endda smådumt ;-), men selv om man har et godt og velfungerende koncept, så er der altid plads til forbedring. Jeg foreslog bl.a. en række forbedringer til det velkomstmateriale, som blev uddelt ved 1. runde. Det indeholdt en side med vigtige regler og praktiske oplysninger, og den kunne bestemt godt udbygges med flere nyttige informationer.

Nogle eksempler:
  • Når der spilles med 30 sekunders tillægstid pr. træk, så er der noteringspligt ved alle træk.
  • Oplysninger om spilletid og en opfordring til at kontakte turneringslederne, hvis der er tvivl mht. de digitale skakure.
  • Noteringslister og resultatkort skal afleveres underskrevne til turneringslederne.
  • Spillere, der har afsluttet deres parti, anses for at være tilskuere. Det betyder bl.a. at de ikke må færdes i de afspærrede spilleområder.
...og meget andet.

Nu er vi i hvert fald i gang med at diskutere indholdet af denne side, som forhåbentlig i sidste ende gør arbejdet lidt lettere for os.

torsdag den 11. juni 2009

Lige på cutgrænsen

I golfsporten bruger man ofte begrebet "cutgrænse". Det er en grænse, som man helst skal holde sig over, for efter (typisk) 2 runder, så sorteres ca. halvdelen af deltagerne fra, og cutgrænsen markerer hvor skillelinien går mellem den bedste og dårligste halvdel.

I Politiken Cup er der også en slags "cutgrænse", der deler feltet i to halvdele. Det skyldes Schweizersystemet, som runderne bliver lagt efter. I første runde møder den bedste spiller i øverste halvdel (i år er det Malakhov med 2709 i ELO-rating) den bedste spiller i den nederste halvdel. Selv om det måske ikke umiddelbart lyder særligt tiltrækkende at blive rundbarberet af en superstormester - partiet bliver endda transmitteret live på internettet - så er det alligevel en enorm oplevelse for os dødelige skakspillere at få lov til at prøve kræfter med så stærk en spiller.

Pt. er der 166 tilmeldte, og hvis tilmeldingen blev lukket nu, så skulle nr. 1 seedet møde nr. 84, nr. 2 skulle møde nr. 85 osv. Nr. 84 er pt. Kristian Bjørneboe fra Ålsgårde, men lige over ham ligger selveste Per Lund(ini) som nr. 83. Dvs. at han lige nu står til at møde den nederste i feltet, men et par tilmeldinger mere kan hurtigt sende ham ned i toppen af nederste halvdel, og dermed sikre en dyst mod en rigtig stærk spiller. Der kan således være enorm forskel på om man ligger over eller under den grænse, der skiller feltet i to lige store dele. det bliver spændende at følge i de kommende uger om Lundini kommer til at møde en af topspillerne eller han render ind i en af de (på papiret) svageste spillere.

fredag den 5. juni 2009

Status

Her 6 uger før det går løs på LO-skolen er det blevet tid til en status. Det ser ud til at deltagerantallet bliver mindst lige så højt som sidste år. I skrivende stund er der 144 tilmeldte, hvilket er højere end på samme tidspunkt sidste år. Spændende at se hvor mange der vil være med i år.

Indtil videre er Daniel den eneste frederikssunder der er tilmeldt. Jungletrommerne har dog meddelt at Lundini forventer at stille op, og Thomas A også har overvejelser i den retning.

Mens vi venter på at de får taget sig sammen til at tilmelde sig, så kan vi tage et kig på nogle af dem, der allerede står på tilmeldingslisten. Toppen tiltrækker sig naturligt nok mest opmærksomhed, men jeg glæder mig til at se hvad den nybagte stormester Allan Stig Rasmussen kan præstere i dette felt.
Danmarks næste stormester kommer måske fra Skanderborg. I hvert fald er Mads Andersen på vej frem med stormskridt, og han gjorde det fremragende ved DM i påsken. I samme turnering var Bo Garner Christensen også i hopla, og herfra skal der lyde en opfordring til at holde lidt øje med hans partier, for brættet plejer at stå i flammer.

Kigger vi på de nordsjællandske spillere, så er der mulighed en pæn repræsentation fra Ålsgårde, som har 5 spillere tilmeldt på nuværende tidspunkt. Det ser lidt mere tyndt ud med de øvrige nordsjællandske klubber, men Frederikssund, Espergærde, Helsinge, Helsingør, Hillerød, Frederiksværk, Rudersdal, Allerød og Nordkalotten er alle repræsenterede med en eller flere spillere. Jeg vil vende tilbage med en omtale af nogle af de lokale spillere umiddelbart inden turneringen går i gang.

Indtil videre vil jeg opfordre til at følge med på www.politikencup.dk, hvor tilmeldingerne kan ses så snart de løber ind. Der er også lavet interviews med nogle af deltagerne. Meget interessant læsning.