onsdag den 31. marts 2010

2. runde

Var 1. runde god for Frederikssund, så var 2. runde tilsvarende dårlig. Både Finn og Valdemar måtte ned. I morgen går G5 i gang. Thomas A er lavest seedet i G5-E og skal møde en BMS-junior i 1. runde.

Se DM-resultaterne her.

Maksimal start for frederikssunderne

Så er DM for alvor i gang. Både Kandidatklassen og G7 spillede 1. runde i dag, mens G5 må vente til torsdag. for mine klubkammerater fra Frederikssund kunne det ganske enkelt ikke være startet bedre. Finn Larsen sad længe med en kvalitet i overskud mod Flemming Borg. Flemming havde vist misset nogle chancer til sidst og derfor var det Finn der tog pointet. Valdemar vandt også. Det gik ud over Helsingørs Leo Nielsen. To udmærkede skalpe at tage, og i 2. runde har Finn hvid mod Aksel Sønderby fra AS04 mens Valdemar har sort mod junioren Julius Mølvig fra Skovbo.

Selv om vi stadig mangler et par dommere, så er vi ikke ligefrem overbebyrdede. Som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, så er betænkningstid med tillæg pr. træk en stor fordel for skakdommeren fordi spillerne aldrig kommer i alvorlig tidnød. Derfor består arbejdet for det meste i at indsamle resultater og skrive dem på turneringstavlerne. Der skal nu nok komme nogle "episoder" af en eller art.

Jeg håber at kunne opdatere bloggen lidt oftere. Hvis jeg kan komme på nettet med min slæbbare computer, så satser jeg på at komme med et eller flere indlæg under runderne. Hvis ikke, så må det vente til jeg kommer hjem.

mandag den 29. marts 2010

DM-links

Mens DM er i gang, så kan man følge det på forskellig vis. Hvis ikke man lige har tid og mulighed for at slå vejen forbi Frederiksborgcenteret, så er der en række internetsider, som er værd at besøge:

Den officielle DM-side
Naturligvis stedet at starte, når man vil følge med i DM. Her er nyheder, resultater, livepartier, billeder, praktiske informationer og meget andet.

Skak.dk
På Dansk Skak Unions skakserver er der dagligt livekommentering af partierne fra Landsholdsklassen. Stærke spillere som GM Lars Bo Hansen, IM Jens Kristiansen, IM Nikolaj Mikkelsen, FM Søren Bech Hansen og IM Tomas Hutters skiftes til at stå for kommenteringen i samarbejde med dem der kigger indenfor på skakserveren.

Dansk Skak Union
DM bliver selvfølgelig også dækket fra DSU's egen hjemmeside.

Sune Berg Hansens Pokerblog
Godt nok er poker bloggens primære emne, men Sune har alligevel lavet en side specielt dedikeret til Skak-DM. Man kan bl.a. læse om hans tilgang til valg af åbninger, hans forberedelser samt egne kommentarer til hvert parti.

TV2 Lorry
Her til aften var der et indslag i TV2 Lorry om Skak-DM.

Jeg har pt. ikke fundet flere sider, hvor DM bliver dækket, men skriv en kommentar her på bloggen, hvis der er en relevant hjemmeside, som jeg ikke har spottet endnu. Er der f.eks. en klubhjemmeside som følger klubbens helte i aktion ved DM?

søndag den 28. marts 2010

G7 klar

Så er G7-grupperne klar og der har vi som bekendt Finn og Valdemar med. Finn kan lige netop snige sig op i den midterste af de 3 G7-grupper (G7-B). Det skulle betyde gode chancer for at hive en stak ratingpoints hjem, men det bliver svært at komme helt i top, når de højest ratede i gruppen er Mesterspillere.

Valdemar er nr. 16 af 24 i G7-C hvor han nok kan give sine modstandere nogle grimme overraskelser.

Rundelægningen i G5 lader stadig vente på sig, men Thomas A kommer under alle omstændigheder i den nederste gruppe.

Kandidatklassen og G7 starter tirsdag, mens G5 venter til torsdag med at gå i gang.

lørdag den 27. marts 2010

Skak DM 2010 skudt i gang

Så blev Skak-DM 2010 skudt i gang. Jeg kunne ikke nære mig for at troppe op til åbningen af stævnet, og set ud fra det første indtryk, så har Hillerød-folkene helt styr på sagerne. Ikke mindst lader det til at der er god opbakning fra klubben, og jeg kunne tælle omkring 15-20 fremmødte Hillerød-medlemmer til åbningen og i timerne derefter.

DM-stævnet blev åbnet på værdig vis med taler fra Hillerøds formand Hans Henrik Hviid, Hillerøds borgmester Kirsten Jensen og DSU's formand Lars-Henrik Bech Hansen. Endelig sluttede stævneleder Hans Endrup Jacobsen af med nogle praktiske bemærkninger. Herefter kunne man så "mingle" lidt med de fremmødte skakfolk.

Jeg fik bla. en kort snak med Poul Kleiminger om banneret, der er sat op på standeren ude på Milnersvej ved Frederiksborgcenteret (se billedet). Det har ikke været helt billigt, men det skaber noget opmærksomhed. Der var i hvert fald nogle i bussen, der bemærkede det, da den holdt ved stoppestedet for at sætte mig af.

KL. 14 blev 1. runde sat i gang. Hoveddommer Flemming Madsen orienterede om reglerne, og indskærpede at i nat går vi over til sommertid. Det er surt at komme en time for sent fordi man har glemt at stille uret frem.

Efter at uglerne havde fulgt starten på 1. runde, så samledes interessen om kommentatorrummet, hvor Per Andreasen underholder. Pers analyser foregår med en blanding af nordjysk lune, samspil med tilhørerne, utallige anekdoter og så en stor portion rutine som livekommentator. Der kommer mange visdomsord som f.eks.: "hvis du er i tvivl om hvem, der står bedst, så kig på ratingtallene".

Dagens publikumstræffer er uden tvivl partiet mellem GM Jacob Aagaard og FM Mads Andersen. Aagaard er den hjemvendte søn, der startede sin skakkarriere i det nordsjællandske, bla. i Hillerød Skakklub, som han repræsenterer i anledning af DM-stævnet. Mads Andersen er det pt. største danske juniortalent og har kvalificeret sig til pladsen i landsholdsklassen via sin status som juniordanmarksmester.

Partiet startede som en skarp sicilianer - ikke dårligt for Mads ifølge Per Andreasen. Det var værre hvis stormesteren bare kunne få lov til at vinde på sin bedre teknik. Vurderingen af stillingen svingede meget (se Per A's runderapport) indtil Jacob viste hvem af de to der er stormesteren.

I dag holdt jeg mig fra dommertjansen. Det havde Flemming Madsen helt styr på, og når der kun er 5 partier i gang, så er det til at overskue. Jeg kommer først i aktion på tirsdag, når kandidatklassen og 7 runders turneringen starter.

Så er det nu

Så er det i dag at DM går i gang. Jeg tager selv forbi Frederiksborgcenteret for at overvære 1. runde af Landsholdsklassen.

Desværre er Frederikssund Skakklubs hjemmeside stadig nede. Det er 10. dag i træk, og det betyder at antallet af besøgende her på bloggen nok bliver noget begrænset. Velkommen til jer, der alligevel finder herind.

I øvrigt har Thomas Andersen flyttet sin deltagelse til 5 runders turneringen, mens Finn Larsen og Valdemar Engmann fortsat spiller 7 runder.

onsdag den 17. marts 2010

Nye udfordringer


Bloggen har været i dvale siden afslutningen på Politiken Cup 2009, men nu er der anledning til at skrive nogle linier igen.

Først kan jeg nævne at jeg også skal være med til at arrangere 2010-udgaven af Politiken Cup. Af nye tiltag kan nævnes at Peter Heine Nielsen skal spille en hurtigskak/lynskak match mod verdensstjernen Peter Svidler. Det sker i anledning af Bent Larsens 75 års fødselsdag.

Meget mere om Politiken Cup senere, efterhånden som vi nærmer os sommeren. Nu er det imidlertid snart påske, og det er som bekendt også tiden for DM i skak. Det afholdes i år i Hillerød i anledning af klubbens 100 års jubilæum. Alle sejl er sat til, og de gode Hillerød-folk formår sikkert at stable et godt arrangement på benene.

Mit rygte må åbenbart være løbet i forvejen. I hvert fald er jeg blevet kapret af hovedturneringslederen Flemming Madsen til at være turneringsleder ved DM. Jeg var lidt betænkelig ved at brænde hele påsken af på skak, og jeg har allerede måtte sige nej til flere invitationer fra venner og bekendte. Jeg har dog altid godt kunne tænke mig at være med til at arrangere et DM, og når nu at chancen bød sig (og det gør den sjældent på disse kanter), så slog jeg til. Det skal nok blive sjovt.

For Frederikssund Skakklubs vedkommende, så ser det ud til at vi har 3 repræsentanter med. Finn Larsen, Valdemar Engmann og Thomas Andersen er alle tilmeldt 7 runders turneringen.

Her på bloggen vil jeg i vanlig Politiken Cup-stil forsøge at beskrive nogle indtryk og oplevelser ved DM. Samtidigt vil jeg også følge med i frederikssundernes færd mod succes ved DM-stævnet.