søndag den 24. maj 2015

Politiken Cup 2015

Sommeren nærmer sig og forberedelserne til årets Politiken Cup er i fuld gang. I store træk kommer vi til at følge samme skabelon som de tidligere år, men allerede nu er der nogle markante ændringer i støbeskeen.

Det ser ud til at vi får et positivt problem, idet tilmeldingerne vælter ind. I skrivende stund er der 224 tilmeldte, og det er rundt regnet 50% mere end vi normalt har på dette tidspunkt. Noget tyder på at vi får en del mere end de 300-310 deltagere vi har haft de seneste 7-8 år. Derfor planlægger vi at tage endnu en fløj af Konventum i brug. Det er vores højeste prioritet at alle deltagerne får optimale spilleforhold.

Der kommer også til at ske nogle mandskabsmæssige ændringer. Hans Milter er ikke med som dommer i år, men det ser ud til at vi kan finde en kvalificeret afløser. Palle Skov bliver ny pressechef og jeg har allerede haft den første snak med Palle om hvordan det hele kommer til at foregå.
Ellers forventes bemandingen at blive med folk, der har været med før.

Vanen tro bliver der også lavet en række side arrangementer, som f.eks. simultan, foredrag, lynskak og opgaveløsning. Et nyt tiltag bliver en "Pubquiz", hvor man skal dyste om at kunne svare på alle mulige skakspørgsmål. Det skal nok blive sjovt.

Der er to måneder til Politiken Cup 2015 går i gang. Det kan kun blive godt.

Næste indlæg her på bloggen bliver nok først i juli måned.