tirsdag den 28. juli 2015

Andreasen's words of wisdom (3)

Tommelfingerregler er gode at have, og dem er Andreasen naturligvis også leveringsdygtig i:

”Hvis der bliver slået en brik, så slår vi altid tilbage med det samme.”
”Hvis en brik er truet, så dækker vi den med det samme.”

Disse regler bliver som regel fulgt op med ordene: ”Sådan gør vi i Nørresundby.”

Tidligere visdomsord

Stillingsgentagelse

Det er ikke så meget at vi som skakdommere rent faktisk dømmer. Langt hovedparten af det vi laver, er nærmere servicefunktioner som f.eks. resultatindsamling og vejvisning for de mange skakspillere, der bliver lidt rundforvirrede af at gå rundt på Konventum.

I dag har jeg dog været i aktion. En spiller krævede remis ved stillingsgentagelse, og da modstanderen ikke var enig, så måtte de rekonstruere partiet under overværelse af en dommer (= mig). Det viste sig at stillingen ikke havde været på brættet 3 gange, så jeg bad dem om at fortsætte partiet, og kravstillerens modstander blev kompenseret med 2 minutter ekstra på sit ur.

Et træk senere blev der igen krævet remis ved stillingsgentagelse. Denne gang var den god nok, og jeg kunne dømme partiet remis. Egentlig en simpel opgave for en rutineret skakdommer, men man skal selvfølgelig lige vide hvordan procedurerne er, så ikke det ender i kaos.

mandag den 27. juli 2015

Andreasen's words of wisdom (2)

Nogle gange kan det være svært at bedømme en stilling, men det har Andreasen også nogle visdomsord om:

”Hvis du er i tvivl om hvem, der står bedst – så kig på ratingtallene”

Tidligere visdomsord

Lynsejr til Lundini

Lundini vandt en lynsejr: 1. e4 c5 2. Sf3 d6 3. d4 cxd4 4. Sxd4 Sf6 5. Sc3 g6 6. f4 Lg7 7. e5 dxe5 8.fxe5 Sg4 9. Lb5+ Kf8 10. Se6+ og dronningen falder. 1-0

Daniel mangler til gengæld en kvalitet. Jeg kan ikke se at der er ret meget kompens.

Døgnrytmen

Nu er dobbeltrunden overstået. Den er et nødvendigt onde, men man er godt nok bustet efter to runder på samme dag. I det mindste gælder det for både spillere og arrangører.

Herefter kommer vi så ind i noget der kan minde om en døgnrytme. Frem til på lørdag starter den daglige runde kl. 13, hvilket betyder at spisetider og aftenarrangementer også har faste tider. Det er meget rart.

Frederikssunderne Daniel og Per har begge 1½ point. For Daniel er det lidt over forventet, mens Lundini er tilsvarende lidt under. I 4. runde sidder de begge på Plan 3, hvor jeg huserer, så jeg satser på at følge lidt med i hvordan det går.

søndag den 26. juli 2015

Andreasen's words of wisdom (1)


FM Per Andreasen er uden sammenligning Danmarks mest rutinerede skakkommentator. Han har bestyret analyselokalet ved Politiken Cup siden 2008, og til DM har hans analyser været et fast indslag gennem en del år.

Har man været forbi analyselokalet nogle gange, så ved man, at der altid falder nogle visdomsord af. Jeg vil her præsentere de bedste vendinger, udtryk og tommelfingerregler, som vores eget husorakel fra tid til anden disker op med.

Vi starter med at af de udtryk, som ofte kommer i brug:

”De løse tænder falder ud af sig selv.” – Hvis en spillers bønder står så spredt, at det ikke kræver særlig indsats for modstanderen at høste dem. Der er ingen grund til at forhaste sig, for det går nærmest helt af sig selv.

Følg med her på bloggen, for der er flere nordjyske guldkorn på vej.

Lundini på live

Den store Lundini vandt pligtsejren i 1. runde, og i 2. runde er det Hillerøds unge håb FM Martin Percivaldi, der står på menuen. Det foregår på bræt 51, der vises live på nettet (Live 3). Efter 19 træk ser det meget lige ud.

Update: Lundini tabte, da der gik hul på kongestillingen. Daniel spiller ovre i E-fløjen, så jeg ved ikke hvordan det er gået ham, da resultatet ikke er kommet ind endnu.