tirsdag den 4. august 2015

Afrunding

Så er det tid til den årlige afrunding. Jeg vil forsøge at gøre det relativt kort.

Årets Politiken Cup blev en succes mål på antallet af deltagere, og jeg mener at vi formåede at holde nogenlunde trit, så det ikke kunne mærkes på standarden at der var så mange ekstra skakspillere at tage vare på. Det lykkedes at tage E-fløjen i brug uden at det skabte nævneværdige problemer.
der var da også mange, der kom hen og sagde tak for en god turnering.

Der er dog ingen tvivl om at der er nogle ting, der skal gentænkes i forhold til næste års turnering. Skal der et deltagerloft på? Kan vi organisere opgaverne anderledes?

Jeg vil ikke gå i detaljer lige nu, for jeg tror at vi alle har brug for at få det hele lidt på afstand. Det tærer både fysisk og mentalt at være arrangør, og lige nu har jeg i hvert fald brug for at bruge resten af min ferie på at lade batterierne op igen.

Kort om de to frederikssundere:
Lundini startede ok, men kom så ind i en stime af remiser mod lavere ratede. Han fik dog rettet lidt op på helhedsindtrykket med to sejre til sidst. Det blev til et mindre ratingtab.

Daniel kom godt fra land, og i modsætning til Lundini, så kunne han godt leve med remiser i nogle runder i træk, da modstanderne alle var højere ratede. I 9. runde fik han sin forberedelse ind, men noget gik galt og han måtte alligevel ned. Til gengæld sluttede han af med en sejr og vandt dermed sin ratinggruppe. Tillykke!

Årets Politiken Cup er slut, men til næste år begynder en ny. Det er 30. juli til 7. august. Sæt kryds i kalenderen.

søndag den 2. august 2015

Succes - men hvorfor?

429 deltagere. En deltagerfremgang på 38%! Hvor i alverden kom alle de skakspillere dog fra? Siden 2008, hvor jeg var med for første gang, har deltagerantallet ligget stabilt på ca. 300-310. Jeg tror at det er den største open i Nordeuropa. De store opens i Sydeuropa bliver svære at slå. F.eks. har Capelle-La-Grande i Frankrig ca. 550 deltagere i samme gruppe!

Arrangørerne bag Politiken Cup har altid haft ambitioner om at gøre turneringen endnu større. Forventningen var dog at det ville ske gradvist i stedet for et stort hop som i år. Men hvad ligger så bag den pludselige fremgang?

Det er svært ikke at lyde forfærdeligt selvfed, når man skal beskrive hvorfor det går godt. Jeg håber derfor, at dette indlæg bliver taget som en kilde til inspiration frem for et ønske om at fremhæve vores egen turnering. Hvad der virker for os, virker ikke nødvendigvis andre steder, men når nu det går godt, så må der også være noget, som andre kan bruge.

Nogle årsager:
  • En velsmurt organisation: Holdet bag Politiken Cup er efterhånden ret rutinerede i at organisere en stor international turnering. Der er mange af opgaverne der nærmest kører på rygraden, så der ikke skal bruges tid og energi på at (gen)opfinde alting hvert år. Samtidigt formår vi hvert år sluse nye folk ind, så der også sker lidt udskiftning af og til.
  • Kvalitet: Det er vigtigt for os at alle deltagere får en god oplevelse. Vi har ikke indflydelse på hvordan de rykker skakbrikkerne, men vi kan sørge for at de sidder ordentligt, at de får god resultatservice og anden information, at vi er der til at hjælpe og svare på spørgsmål, at der er kælet for detaljen, osv.
  • Spillestedet: Konventum er et fantastisk spillested i dejlige omgivelser. Specielt for dem, der kommer langvejs fra, så må det være helt perfekt. For dem, der bor i København er det en lidt besværlig tur at pendle frem og tilbage i 9 dage, men der findes ingen reelle alternativer beliggende mere centralt, og vi er virkelig glade for at være her.
  • Sidearrangementer: Det er ikke bare en turnering, men en skakfestival, så deltagerne får mere for deres indskud end bare deltagelse i en stor open. 
  • Dommerlinjen: Som nævnt gælder det om at give alle en god oplevelse, så dommerne render ikke rundt med en løftet pegefinger og deler advarsler ud til alle, der bare træder en anelse ved siden af. Det betyder ikke at man kan slippe afsted med hvad som helst, men vi vil hellere guide et vildfarent får tilbage i flokken, end vi vil give det en kugle for panden.
  • At vi lærer af de fejl, der bliver begået: Ja, vi begår fejl af og til, men der bliver fulgt op på dem, og vi gør vores yderste for ikke at gentage dem.
  • "The word of mouth": At Politiken Cup er blevet et godt brand, er der næppe nogen tvivl om. Vi har over 100 nordmænd med i år, og det er tydeligt at mange af de nye norske deltagere kommer fordi de har hørt godt om turneringen fra deres landsmænd. I øvrigt er Politiken Cup formentlig den næststørste turnering i verden, hvad angår norske deltagere - kun overgået af de norske mesterskaber. Vi er også ved at have godt fat i svenskerne og tyskerne, og nu begynder der også at komme større grupper fra Schweiz, England, Holland, Italien, Belgien, m.fl. Østeuropa har vi ikke rigtigt fat i, men det skyldes nok primært prisniveauet i Danmark.
Det var mine bud på nogle årsager til, hvorfor det vælter ind med deltagere. Man er velkommen til at kommentere eller tilføje yderligere.

Andreasen's words of wisdom (6)

Vi slutter serien af med et par af Andreasens faste vendinger:

”Så godt spiller klaveret ikke” – Når der er blevet foreslået et lidt for optimistisk træk.

”Der er tricks” – Stillingen rummer en masse taktiske fiduser og forviklinger.

Tidligere visdomsord:

lørdag den 1. august 2015

Andreasen's words of wisdom (5)

Vi snupper endnu en vending fra det nordjyske husorakel:

”Der er hul midt i spanden.” – Når den ene spiller har et stort hul midt i stillingen, hvor modstanderen kan føre sit angreb direkte igennem.

Tidligere visdomsord

Så fik jeg pludselig travlt

Selv om vi har en del at lave, når vi arrangerer så stor en turnering, så er der alligevel tidspunkter, hvor vi må løbe ekstra stærkt. I dag gik jeg i gang med at åbne lokaler og tænde ure ca. 12.15. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, så burde jeg nok være startet lidt tidligere. Min dommermakker Jørgen var optaget af børneturneringen, så jeg var alene om opgaven, og så skulle mange af urene indstilles forfra, fordi de var blevet brugt til lynturneringen i går. Jeg var først færdig lige omkring kl. 13, og derefter skulle jeg sætte spillet i gang i alle 12 lokaler.

Nå, men det lykkedes da at sætte alle 188 spillere i gang med lidt forsinkelse, og nu kører det stille og roligt. Jørgen er tilbage igen og vi sidder igen på vores pind på dommerkontoret.

Jeg har i øvrigt mødt flere af mine gode dommerkollegaer i dag. Svenske Anil Surender var i flere år dommer ved Politiken Cup, og jeg hilste kort på ham i dag. Også mine kollegaer fra Skak-OL Martin Noer og færøske Hans Hjalfi Skaale var forbi i dag. I det hele taget er der mange, der lige kigger forbi for at snuse lidt til stemningen og hilse på gode skakvenner. Det er en skakfest og alle er inviteret. :-)

Andreasen's words of wisdom (4)

Også på udebane kommer der guldkorn fra Andreasen. Ved en turnering i Brønshøj sad en ret aktiv københavnsk skakspiller for gud ved hvilken gang og himlede op over alle de muligheder, som han havde misset i det netop afsluttede parti. Andreasen var ikke imponeret og konstaterede tørt:

”Tabere samler på gode stillinger. Vindere samler på points.”

Tidligere visdomsord:

tirsdag den 28. juli 2015

Andreasen's words of wisdom (3)

Tommelfingerregler er gode at have, og dem er Andreasen naturligvis også leveringsdygtig i:

Hvis der bliver slået en brik, så slår vi altid tilbage med det samme.
”Hvis en brik er truet, så dækker vi den med det samme.”

Disse regler bliver som regel fulgt op med ordene: ”Sådan gør vi i Nørresundby.”

Tidligere visdomsord

Stillingsgentagelse

Det er ikke så meget at vi som skakdommere rent faktisk dømmer. Langt hovedparten af det vi laver, er nærmere servicefunktioner som f.eks. resultatindsamling og vejvisning for de mange skakspillere, der bliver lidt rundforvirrede af at gå rundt på Konventum.

I dag har jeg dog været i aktion. En spiller krævede remis ved stillingsgentagelse, og da modstanderen ikke var enig, så måtte de rekonstruere partiet under overværelse af en dommer (= mig). Det viste sig at stillingen ikke havde været på brættet 3 gange, så jeg bad dem om at fortsætte partiet, og kravstillerens modstander blev kompenseret med 2 minutter ekstra på sit ur.

Et træk senere blev der igen krævet remis ved stillingsgentagelse. Denne gang var den god nok, og jeg kunne dømme partiet remis. Egentlig en simpel opgave for en rutineret skakdommer, men man skal selvfølgelig lige vide hvordan procedurerne er, så ikke det ender i kaos.

mandag den 27. juli 2015

Andreasen's words of wisdom (2)

Nogle gange kan det være svært at bedømme en stilling, men det har Andreasen også nogle visdomsord om:

Hvis du er i tvivl om hvem, der står bedst – så kig på ratingtallene

Tidligere visdomsord

Lynsejr til Lundini

Lundini vandt en lynsejr: 1. e4 c5 2. Sf3 d6 3. d4 cxd4 4. Sxd4 Sf6 5. Sc3 g6 6. f4 Lg7 7. e5 dxe5 8.fxe5 Sg4 9. Lb5+ Kf8 10. Se6+ og dronningen falder. 1-0

Daniel mangler til gengæld en kvalitet. Jeg kan ikke se at der er ret meget kompens.

Døgnrytmen

Nu er dobbeltrunden overstået. Den er et nødvendigt onde, men man er godt nok bustet efter to runder på samme dag. I det mindste gælder det for både spillere og arrangører.

Herefter kommer vi så ind i noget der kan minde om en døgnrytme. Frem til på lørdag starter den daglige runde kl. 13, hvilket betyder at spisetider og aftenarrangementer også har faste tider. Det er meget rart.

Frederikssunderne Daniel og Per har begge 1½ point. For Daniel er det lidt over forventet, mens Lundini er tilsvarende lidt under. I 4. runde sidder de begge på Plan 3, hvor jeg huserer, så jeg satser på at følge lidt med i hvordan det går.

søndag den 26. juli 2015

Andreasen's words of wisdom (1)


FM Per Andreasen er uden sammenligning Danmarks mest rutinerede skakkommentator. Han har bestyret analyselokalet ved Politiken Cup siden 2008, og til DM har hans analyser været et fast indslag gennem en del år.

Har man været forbi analyselokalet nogle gange, så ved man, at der altid falder nogle visdomsord af. Jeg vil her præsentere de bedste vendinger, udtryk og tommelfingerregler, som vores eget husorakel fra tid til anden disker op med.

Vi starter med at af de udtryk, som ofte kommer i brug:

De løse tænder falder ud af sig selv.– Hvis en spillers bønder står så spredt, at det ikke kræver særlig indsats for modstanderen at høste dem. Der er ingen grund til at forhaste sig, for det går nærmest helt af sig selv.

Følg med her på bloggen, for der er flere nordjyske guldkorn på vej.

Lundini på live

Den store Lundini vandt pligtsejren i 1. runde, og i 2. runde er det Hillerøds unge håb FM Martin Percivaldi, der står på menuen. Det foregår på bræt 51, der vises live på nettet (Live 3). Efter 19 træk ser det meget lige ud.

Update: Lundini tabte, da der gik hul på kongestillingen. Daniel spiller ovre i E-fløjen, så jeg ved ikke hvordan det er gået ham, da resultatet ikke er kommet ind endnu.

lørdag den 25. juli 2015

Frederikssunds helte

Jeg plejer også lige at komme med nogle korte statusrapporter fra mine klubkammeraters færd i turneringen. I år har Frederikssund Skakklub to spillere med: Per "Lundini" Lund og FM Daniel Andersen.

I første runde fik Daniel det forventede nederlag, men det tog under en time, og ikke ret mange træk. Lundini møder en svensk kvinde, som han er klar favorit imod (billedet). Hun har efter Lundinis mening spillet partiet udmærket, men så vidt jeg kan se, er vor mand ved at have fat i den lange ende.

Morgenstund

Lørdag morgen. En kort gåtur før morgenmaden. Før vi får travlt. Før det hele går løs.

Solen anes mod øst bag skydækket. Det scenarie var jeg lige nødt til at have et billede af.

Til morgenmaden er restauranten fyldt med kinesere. Vi joker lidt med at de nok tilmelder sig alle sammen til turneringen, men mon ikke at de skal videre til en anden destination i dag?

Nu skal vi i gang med at indstille 102 DGT-ure på plan 3. Gab!

fredag den 24. juli 2015

Dagen før dagen

Så er det dagen før dagen.... hvor Politiken Cup går i luften. Normalt er fredagen stille og rolig, men jeg synes at der har været meget at lave i dag. Jeg har bl.a. brugt en del tid på at sætte vores nye Pressechef Palle Skov ind i hans opgaver og hvordan man lægger nyheder på vores webside.
Desuden har der været en lang række detaljer, der skulle finpudses.

Nu er der et øjebliks pause inden at der er aftensmad. Herefter skal vi have kontrolleret alle spillerne i vores 3 turneringssystemer. Det kommer til at tage sin tid for lige nu er der tilmeldt 433 skakspillere. Man bliver helt træt ved tanken. :-)


onsdag den 22. juli 2015

Nu vil vi bare gerne i gang

Nu vil vi bare gerne i gang med Politiken Cup 2015. I de sidste uger har vi brugt rigtigt meget tid på det faktum at der kommer 110-120 deltagere mere end vi plejer at have. Der er blevet regnet meget på om vi nu også har lokaler, borde, skakspil nok, og det har været lidt af et puslespil at få det hele til at gå op. I søndags var vi (Lars, Sigfred og jeg selv) forbi Konventum for at gennemgå alle lokaler og genoverveje bordopstillinger. Så er vi velforberedte, når vi skal have dirigeret det hele på plads.

Turen til Helsingør foregik med bilerne lastet til randen med skakspil og andet udstyr. Der bliver kørt nogle gange frem og tilbage for at få det hele med. Vi har indkøbt 50 nye sæt skakbrikker. Det var held i uheld at vi lige fandt et spil, hvor der manglede to sorte tårne. Så besluttede vi os for at gå alle 50 sæt igennem, og det viste sig at der manglede 6 sorte tårne og en sort springer. Desuden var der et hvidt tårn, der var i stykker. Surt show, men godt at vi opdagede det.

Jeg må indrømme at jeg den sidste uge bare har ventet på, at det hele skulle gå i gang. I morgen er det den store arbejdsdag, hvor det hele skal stilles op, men jeg glæder mig alligevel rigtigt meget. Det bliver hårdt, men også sk...sjovt! :-)

søndag den 5. juli 2015

Positive problemer

Mange danske skakturneringer kæmper med vigende deltagerantal, men ikke Politiken Cup. Tværtimod ser 2015 ud til at slå alle rekorder. I de sidste 5-6 år har vi konstant haft 300-310 deltagere, hvilket er flot for en open. Men i år er vi allerede oppe på 390, og meget tyder på at vi ender et stykke over 400!!

Jeg gentager: 400!! I Europa er det vist kun de største midt-europæiske turneringer, der kan slå det. Den store tjekkiske skak-festival Czech Open ligger i øvrigt i præcis samme uge som Politiken Cup, men begge dele ser ud til at klare sig fint alligevel.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er kommet en anelse bag på arrangørteamet, at vi nu skal kalkulere med ca. 100 ekstra deltagere. Heldigvis har vi gode statistikker fra tidligere år at sammenligne med, så det stod hurtigt klart at vi havde brug for mere plads, og allerede i starten af juni tog vi et smut forbi Konventum for at kigge på ekstra lokaler.

Ud over ekstra lokaleplads, så har vi også rippet den lokale bordudlejning for alle hans borde. Og så er der selvfølgelig brug for mange flere skakspil. Forhåbentlig kan de skaffes her i sommerperioden. :-)

Endelig er der behov for ekstra mandskab. Som jeg nævnte tidligere, så er der brug for en ekstra dommer. Det bliver Jørgen Kiel fra Sydøstfyn. Jeg kender han ikke personligt, men han bliver rost fra flere kanter, så jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham. Det ser pt. ud til at vi skal deles om Plan 3, hvor den nederste halvdel af feltet hører til.

Vi har også fået 2 ekstra indtastere på holdet. Der er lige pludselig mange partier at taste ind. Desuden er de to ekstra mand gode at have, når der skal sættes borde op og det hele skal pilles ned igen.

Nå, men det er alt sammen positive problemer, som vi nok skal få løst. Det skal nok blive en fed Politiken Cup. :-)

søndag den 24. maj 2015

Politiken Cup 2015

Sommeren nærmer sig og forberedelserne til årets Politiken Cup er i fuld gang. I store træk kommer vi til at følge samme skabelon som de tidligere år, men allerede nu er der nogle markante ændringer i støbeskeen.

Det ser ud til at vi får et positivt problem, idet tilmeldingerne vælter ind. I skrivende stund er der 224 tilmeldte, og det er rundt regnet 50% mere end vi normalt har på dette tidspunkt. Noget tyder på at vi får en del mere end de 300-310 deltagere vi har haft de seneste 7-8 år. Derfor planlægger vi at tage endnu en fløj af Konventum i brug. Det er vores højeste prioritet at alle deltagerne får optimale spilleforhold.

Der kommer også til at ske nogle mandskabsmæssige ændringer. Hans Milter er ikke med som dommer i år, men det ser ud til at vi kan finde en kvalificeret afløser. Palle Skov bliver ny pressechef og jeg har allerede haft den første snak med Palle om hvordan det hele kommer til at foregå.
Ellers forventes bemandingen at blive med folk, der har været med før.

Vanen tro bliver der også lavet en række side arrangementer, som f.eks. simultan, foredrag, lynskak og opgaveløsning. Et nyt tiltag bliver en "Pubquiz", hvor man skal dyste om at kunne svare på alle mulige skakspørgsmål. Det skal nok blive sjovt.

Der er to måneder til Politiken Cup 2015 går i gang. Det kan kun blive godt.

Næste indlæg her på bloggen bliver nok først i juli måned.