Her 6 uger før det går løs på LO-skolen er det blevet tid til en status. Det ser ud til at deltagerantallet bliver mindst lige så højt som sidste år. I skrivende stund er der 144 tilmeldte, hvilket er højere end på samme tidspunkt sidste år. Spændende at se hvor mange der vil være med i år.
Indtil videre er Daniel den eneste frederikssunder der er tilmeldt. Jungletrommerne har dog meddelt at Lundini forventer at stille op, og Thomas A også har overvejelser i den retning.
Mens vi venter på at de får taget sig sammen til at tilmelde sig, så kan vi tage et kig på nogle af dem, der allerede står på tilmeldingslisten. Toppen tiltrækker sig naturligt nok mest opmærksomhed, men jeg glæder mig til at se hvad den nybagte stormester Allan Stig Rasmussen kan præstere i dette felt.
Danmarks næste stormester kommer måske fra Skanderborg. I hvert fald er Mads Andersen på vej frem med stormskridt, og han gjorde det fremragende ved DM i påsken. I samme turnering var Bo Garner Christensen også i hopla, og herfra skal der lyde en opfordring til at holde lidt øje med hans partier, for brættet plejer at stå i flammer.
Kigger vi på de nordsjællandske spillere, så er der mulighed en pæn repræsentation fra Ålsgårde, som har 5 spillere tilmeldt på nuværende tidspunkt. Det ser lidt mere tyndt ud med de øvrige nordsjællandske klubber, men Frederikssund, Espergærde, Helsinge, Helsingør, Hillerød, Frederiksværk, Rudersdal, Allerød og Nordkalotten er alle repræsenterede med en eller flere spillere. Jeg vil vende tilbage med en omtale af nogle af de lokale spillere umiddelbart inden turneringen går i gang.
Indtil videre vil jeg opfordre til at følge med på www.politikencup.dk, hvor tilmeldingerne kan ses så snart de løber ind. Der er også lavet interviews med nogle af deltagerne. Meget interessant læsning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar