Så er der lige knapt 2 måneder til det går løs. Helt præcist 58 dage til vi rammer d. 31. juli og Politiken Cup skydes i gang. Lige pt. er der 139 tilmeldte i hovedgruppen og 2 i B-gruppen. Sidste år var der lige omkring 100 tilmeldte 2 måneder før start, og holder tendensen, så kunne det tyde på ny deltagerrekord med over 350 deltagere, men lad os nu lige se om ikke det bare er et udtryk for at folk er lidt tidligere ude med deres tilmeldinger i år.
I slutningen af juni vil der nok komme mange tilmeldinger, idet der gives 100 kr. rabat på deltagerindskuddet, hvis man får tilmeldt sig og betaler inden 1. juli. Derefter plejer det at stilne lidt af.
De to tilmeldte i B-gruppen er mine klubkammerater Finn Larsen og Thomas Andersen. Lad os håbe at der er flere der vil lege med i den gruppe, men sidste år var der også kun et par tilmeldinger indtil ca. en måned før start, så det kommer nok.
I hovedgruppen er Pavel Eljanov topnavnet. Med 2751 i ELO er han nu rykket helt op som nr. 6 i verden! Han havde ellers ikke nogen specielt god turnering da han var med i Politiken Cup for 2 år siden, men han har åbenbart mod på mere. Det er ret sjældent at se så stærke spillere deltage i åbne turneringer. Desværre indløb der afbud fra 2. seedede Malakhov, der ellers har været fast deltager i de seneste par år.
Blandt stormestrene finder man adskillige gengangere. Faktisk er det nok kun en lille håndfuld af de pt. 21 tilmeldte GM'ere som ikke før har spillet Politiken Cup. Man bemærker bl.a. den 73-årige Lajos Portisch, som sammen med Bent Larsen og Bobby Fischer var blandt de få, der kunne yde modstand til russerne i 60'erne og 70'erne. Lige som Larsen nåede han aldrig frem til en VM-match, men to semifinaler i kandidatturneringen blev det dog til.
Apropos Larsen, så spiller Peter Heine Nielsen en opvisningsmatch mod Peter Svidler i anledningen af Bent Larsens 75 års fødselsdag. Det foregår fra mandag d. 2. august til torsdag d. 5. august - hver dag fra kl. 20. Det bliver helt sikkert rigtigt underholdende. Læs mere her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar