onsdag den 8. august 2012

Afrunding

Som lovet kommer her en afrunding på årets Politiken Cup.

Organisationen:
Det er en fornøjelse at arbejde i et så godt sammentømret team. Rigtigt meget kører nærmest pr. automatik, og selv om det er hårdt arbejde med opstilling og nedpakning, så går det betydeligt hurtigere end de første år.
Samtidigt formår vi hvert år at sluse nye folk ind på teamet, så de indgår på linje med alle os andre.

Dommerne:
Et meget fredeligt år at være dommer i Politiken Cup. Vi havde ingen kendelser der gav anledning til protester, og det gik faktisk overraskende nemt. Det mest krævende var at holde øje med om folk overholdt deres noteringspligt. Der er stadig nogen der ikke ved, at med 30 sekunders tillægstid, så skal man notere alle træk, uanset hvor meget tid man har på uret.

Turneringen:
Afviklingen fungerede upåklageligt. Runderne kom i gang til tiden og inden for en halv time efter en rundes afslutning er en ny runde klar på nettet og på opslagstavlerne.
I år skiftede vi til et nyt turneringssystem Swiss Manager. Det betød at vi måtte finde nogle nye løsninger - bl.a. måtte vi fremstille nye navneskilte til spillerne. Men samtidigt fik vi en lang række fordele ud af skiftet til Swiss Manager. Nu går det noget nemmere at lægge resultater på vores webside, og der er en lang række andre administrative ting, der nu kan klares med tryk på en knap.

Evaluering:
Der blev delt evalueringsskemaer ud til alle deltagerne ved sidste runde. Der fik de chance for at give deres mening om godt og dårligt ved turneringen samt komme med forbedringsforslag. Det bliver interessant at se hvad der kommer ud af det.

Næste år:
Næste års turnering kommer til at ligne dette års turnering - bare lidt bedre! Vi har bl.a. planer om at forbedre livedækningen på nettet, men det er pt. kun på tegnebrættet, så detaljerne må vente til senere. Måske kommer der også gode idéer ud af evalueringsskemaerne?!

Kommende opgaver:
Det ser ud til at næste års DM bliver afholdt på Konventum - lige som i år. Der bliver jeg højest sandsynligt indblandet i den opgave.

Bloggen:
Endnu en gang var det svært at finde tid og overskud til at skrive på bloggen. Det gik en anelse bedre end til DM, så mon ikke at det lykkedes at holde liv i bloggen næste gang jeg er i aktion som dommer.

Ingen kommentarer: