fredag den 12. juni 2009

Sat i arbejde

Så blev jeg sat i arbejde! Her snakker jeg ikke om mit arbejde hos Topdanmark, hvor jeg tjener til dagen og vejen. Nej, der er tale om arbejdet som skakdommer i Politiken Cup. Det er nemlig allerede gået i gang!

Jeg var så letsindig, at jeg efter sidste års Politiken Cup tillod mig at komme med en række forbedringsforslag. Måske endda smådumt ;-), men selv om man har et godt og velfungerende koncept, så er der altid plads til forbedring. Jeg foreslog bl.a. en række forbedringer til det velkomstmateriale, som blev uddelt ved 1. runde. Det indeholdt en side med vigtige regler og praktiske oplysninger, og den kunne bestemt godt udbygges med flere nyttige informationer.

Nogle eksempler:
  • Når der spilles med 30 sekunders tillægstid pr. træk, så er der noteringspligt ved alle træk.
  • Oplysninger om spilletid og en opfordring til at kontakte turneringslederne, hvis der er tvivl mht. de digitale skakure.
  • Noteringslister og resultatkort skal afleveres underskrevne til turneringslederne.
  • Spillere, der har afsluttet deres parti, anses for at være tilskuere. Det betyder bl.a. at de ikke må færdes i de afspærrede spilleområder.
...og meget andet.

Nu er vi i hvert fald i gang med at diskutere indholdet af denne side, som forhåbentlig i sidste ende gør arbejdet lidt lettere for os.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Vil FIDES nye nultolerance reglen gennemføres nu i Politiken Cup?