fredag den 18. juli 2014

Politiken Cup 2014

Så er der kun et par dage til starten på årets Politiken Cup. Turneringen starter 5 dage tidligere end den plejer. Forklaringen er simpel: Lægges turneringen senere, så kolliderer den med Skak-OL i Tromsø, og det vil både koste deltagere og arrangører. Samtidigt kan den ikke ligge tidligere, da både de norske og svenske mesterskaber slutter d. 20. juli, og det vil koste rigtigt mange deltagere at have overlap med dem. Derfor starter vi ret usædvanligt på en mandag (d. 21. juli) og slutter på en tirsdag (d. 29. juli).

Optakten har været vanen tro hektisk - måske endda lidt mere hektisk end den plejer, for vi er flere der skal direkte videre fra Politiken Cup til Skak-OL. Det koster en del feriedage, og så er der ikke ferie nok til også at tage fri i ugen op til turneringen. Det er ellers rart at kunne gå et par dage og lade op i ro og mag, men sådan bliver det ikke i år.

Der er et par mandskabsmæssige ændringer i år. Jakob Aabling er tilbage i indtastergruppen, der også har Jacob Brorsen med som ny på holdet. Jeg kender ikke så meget til Jacob, men med et ratingtal over 2100 passer han i hvert fald styrkemæssigt fint ind.
Vores pressechef Thomas Vestergård kunne desværre ikke få fri fra arbejde, men vi har fundet en fuldgod erstatning i Jan Løfberg, der tidligere har fungeret som pressechef ved Politiken Cup. "Løf" laver desuden også et foredrag torsdag d. 24. august, hvor han vil præsentere bind 1 af sit værk om Bent Larsen.

Det bliver i det hele taget et tætpakket program i år med 3 foredrag, simultan, to lynturneringer og DM i problemskak. De første to dage er fri for sidearrangementer, da runderne slutter senere der, men herefter er der arrangeret noget hver eneste aften frem til sidstedagen.

Jeg forventer ikke at der bliver specielt meget tid til at skrive på bloggen under årets Politiken Cup. Læserne må have en smule tålmodighed, hvis der går et par dage mellem indlæggene.
Til gengæld skal jeg være dommer ved Skak-OL fra 1. til 15. august, og der regner jeg med at berette fra her på bloggen.

Jeg må hellere stoppe nu, for jeg skal tidligt op i morgen. Jeg tager i lufthavnen for at hente en af vores inviterede spillere. Herefter går turen til Konventum, hvor der skal stilles op til 300 skakspillere.

Ingen kommentarer: