torsdag den 31. juli 2014

Kort afrunding

Så er Politiken Cup overstået og der er tid til en kort afrunding. Helt som ventet var der ikke meget overskud til at skrive her på bloggen. Til gengæld håber jeg på at kunne komme med nogle indlæg fra Skak-OL i Tromsø.

Først snupper vi lige et par afsluttende bemærkninger om årets Politiken Cup:

Det var varmt - meget varmt. Vejret passede fint til en tur på stranden, men det var ikke udpræget skakvejr. Flere af lokalerne udviklede sig til regulære "svedekasser" selv om døre og vinduer stod åbne, og både spillere og arrangører svedte bravt. Nå, men man skal jo ikke klage over vejret når endelig at solen skinner.

Der var forskellige små fejltrin fra arrangørernes side, men ikke rigtigt noget at snakke om. Den eneste plet på arrangementet, var da der opstod tekniske problemer med det system, der styrede lynturneringen. Det gav en irriterende lang ventetid mellem indledende runde og mellemrunden. Super ærgerligt, men ikke noget vi kunne have forudset.

Frederikssundernes indsats: Daniel sluttede med 4½/10. Han formåede ikke rigtigt at levere hverken positive eller negative overraskelser, og derfor blev ratingtallet også uændret.
I lynturneringen fik både Finn og Lundini ørerne i maskinen. Den rigtige betegnelse for slutresultatet er vel at de "forblev uplaceret".

Tak til alle der var med til at gøre Politiken Cup 2014 til endnu en fantastisk turnering.

I morgen går turen så mod Tromsø, der ligger næsten 1600 km nord for København. Det er længere væk end f.eks. Rom. De danske dommere har købt billet hver for sig, så min eneste følgesvend på turen derop bliver Tom Skovgaard. Flyet afgår kl. 8.10, så jeg skal tidligt op.

Ingen kommentarer: