onsdag den 31. juli 2013

Vejen til IA titlen (1) - ”Intro”

På FIDE-kongressen i januar 2013 blev jeg udnævnt til International Arbiter – Den højeste titel en skakdommer kan opnå. I princippet er jeg nu kvalificeret til at dømme en VM-match. Det kommer næppe til at ske, men der er mange andre muligheder, hvis man har tid og lyst til at komme ud og dømme internationale begivenheder.

Danske skakdommere har generelt et godt ry i udlandet. Eksempelvis er min meddommer Poul Jacobsen blevet inviteret til at dømme Lüneburger Schachturnier 2013, der blev afviklet kort inden Politiken Cup. Vores organisator Lars-Henrik Bech Hansen en af landets mest aktive dommere og har bl.a. dømt ved både EM- og OL-turneringer.

Apropos Skak-OL, så afholdes det i Tromsø i 2014, og det forventes at vi fra dansk side skal sende en delegation dommere til begivenheden, da Norge ikke selv kan stille det nødvendige antal dommere til de mange matcher. Jeg regner med at være i betragtning til at komme med på det danske dommer-hold, men lad os nu se hvad der sker.

”Vejen til IA titlen” bliver en fortælling om vejen fra nyuddannet turneringsleder til titlen som International Arbiter. Forhåbentlig er der andre, der får lyst til at tage samme vej. Historien bliver delt over 5 indlæg her på bloggen. I det næste indlæg går vi 15 år tilbage i tiden for at starte dengang hvor det hele begyndte.

Ingen kommentarer: