Afrunding på Skak-OL 2014

Så er jeg igen hjemme i vante omgivelser, og indtrykkene er så småt ved at have bundfældet sig. Det er tid til en afrunding på Skak-OL 2014.

Jeg rejste med samme fly hjem som de danske landsholdsspillere. Det er altid en hyggelig flok at være i selskab med, og man kan kun ærgre sig over at dommerne blev indkvarteret så langt væk, for det gav ikke mange muligheder for at socialisere med de øvrige danske OL-deltagere.
I det hele taget følte vi (dommerne) os noget overset af arrangørerne. Et er at man placerer os på et hotel langt væk - formentlig på grund af at man ikke havde andre indkvarteringsmuligheder. Noget andet er at man tydeligvis ikke havde overvejet hvilke problemer det ville skabe for os. Især ankomstdagen var under al kritik. Vi levede med det, men det tog toppen af begejstringen ved at være til Skak-OL. Man føler sig ikke så meget som en del af begivenheden, når der dårligt er tid og mulighed for at gå rundt og snuse til det hele. De lange busture var en stor begrænsning af vores bevægelsesfrihed.

Når vi er ved de utilfredsstillende ting, så var det heller ikke godt nok at mange af deltagerne i kvinderækken måtte sidde med huer og frakker på for at holde varmen i spillesalen. Det skal kunne gøres bedre. Man fornemmede også at de gode nordmænd heller ikke selv var helt tilfredse, og man kunne ikke lade være med at have stor sympati med de mange frivillige, som gjorde et kæmpe arbejde for at få det hele til at spille. Det skal også med at det er et kæmpe arrangement, og langt de fleste ting blev afviklet helt perfekt. Jeg tror også at spillere, ledere og delegerede generelt havde 2 rigtigt gode uger i Tromsø.

Det kastede en sort skygge over arrangementet at en spiller fik hjertestop og døde i spillesalen. Som om det ikke var nok, så var der også en spiller, der døde på sit hotelværelse den efterfølgende nat. Det afføder altid en masse rygter, men det skal understreges, at intet tyder på, at der er sket forbrydelser. Se evt. pressemeddelelsen her.

Nå, men nok om de dårlige oplevelser. Selv om valgene ikke faldt ud som man kunne ønske og den korrupte ledelse fortsætter i FIDE, så var valgene i sig selv en oplevelse, og man fik lov til at se kandidaterne på nærmeste hold. Den del af begivenheden får sjældent meget opmærksomhed derhjemme, så det var interessant at følge på tættere hold.

Det er også en stor oplevelse at se alle de store stjerner i levende live. Normalt ser man kun billeder af dem og deres partier på skrift. I flæng kan jeg nævne at jeg spottede: Vladimir Kramnik, Alexander Grischuk, Peter Svidler, Levon Aronian, Vassily Ivanchuk, Ruslan Ponomariov, Pavel Eljanov, Anton Korobov, Fabiano Caruana, Veselin Topalov, Peter Leko, Zoltan Almasi, Parimarjan Negi, Boris Gelfand, Sergei Tiviakov, Maxime Vachier-Lagrave, Romain Edouard, Hikaru Nakamura, Gawain Jones, Nigel Short og naturligvis det norske hold med Magnus Carlsen i spidsen (billedet) samt en lang række andre stærke skakspillere. Det er kun til Skak-OL at man finder hele verdens-eliten samlet på ét sted.

Det har været en stor ære at være blandt de udvalgte danske dommere, for vi har nogle rigtigt gode internationale dommere i Danmark. Når man er blandt dygtige kolleger, så bliver der også mulighed for at diskutere de situationer, vi kommer ud for, og derigennem forbedre sine evner. Samtidigt har jeg lært nogle internationale kolleger at kende. Forhåbentlig render jeg på dem igen en anden god gang.

Når man er en del af verdens største skakbegivenhed, så forsøger man at yde sit bedste. For mig har det været en spændende udfordring at få en OL-match til at blive afviklet så sportsligt korrekt som muligt. Jeg indrømmer gerne at jeg havde foretrukket matcher med stærkere spillere, hvor der også var noget mere spændende skak at se på, men nu fik jeg altså tildelt matcher i midten af kvinderækken, og de skal naturligvis også have en fair og opmærksom dommer. På billedet står jeg og holder øje med matchen mellem Luxembourg og Forenede Arabiske Emirater.

Generelt var spillere og holdkaptajner søde og rare, og de hilste pænt på mig. Jeg ønskede dem held og lykke for at starte kampen i en god atmosfære.

Omgivelserne i Norge er noget anderledes end i Danmark. Vi fik set en masse bjerge og floder fra bussen, og der blev også tid til en tur med svævebane op til et udsigtspunkt, hvor hele byen kunne ses. Billedet er taget med udsigten over Tromsø i baggrunden, men desværre var det lidt tåget på det tidspunkt.

Tromsø er bestemt et besøg værd, men hvis man ikke kan lide kulde og sne, så bør man satse på at komme der i sommermånederne, for resten af året er der vist ret mørkt og koldt.

For nu at summere op, så har det været 2 spændende uger i skakkens mekka, og selv om der var nogle skønhedspletter på arrangementet, så har det en enorm oplevelse som skakdommer, skakspiller og skakfan. Jeg kommer nok ikke til skak-OL igen lige foreløbigt, men jeg vil ikke afvise at gøre det en gang til, hvis chancen byder sig.

Det blev et langt afslutningsindlæg, men der har også været meget at berette om undervejs. Tak til mine dommer-kolleger for 2 sjove uger og tak til alle, der læste med undervejs.

Nu holder bloggen pause på ubestemt tid indtil jeg igen har dommeropgaver at berette om. Vi ses!