søndag den 1. august 2010

Den lange søndag

Så er det blevet søndag. Den lange dag med dobbeltrunde. 2. runde startede allerede kl. 9, og når den er færdig, så får vi travlt med at få gjort klar til 3. runde, som starter kl. 16.

Kort efter rundestart går jeg rundt og tager billeder af nogle deltagerne. Der er et par af partierne, der tiltrækker sig særlig interesse. Martin Percivaldi fra Hillerød plejer normalt at være den lille, når han spiller et parti i Politiken Cup, men i dag mødte han den kun 6-årige Frederik Svane, så det må vi have et par billeder af. Det blev i øvrigt Frederik, der trak det længste strå i det parti.

Unge Jesper Thybo's parti trækker også en del opmærksomhed. Trods de ydmyge omgivelser i B24 møder han nemlig GM Kovchan, der overraskende tabte i 1. runde til Lars Meier.

2. runde er lige som 1. runde præget af en del hurtige afgørelser. Jeg møder Michael Tandrup i kommentatorrummet. Han var vist ikke meget mere end en time om at vinde sit parti. Ud over Michael er det kun Mads Andersen og undertegnede der er tilhørere til dagens kommentering, men snart kommer flere dryssende ind i lokalet.

Stemningen lige nu er lettere søvnig. Ham der sidder ved computeren ved siden af mig, gaber i hvert fald højlydt. Jeg vil nu smutte ud og få mig en kop kaffe, for at holde systemet lidt i gang. Jeg vil dog lige slutte af med en "Hot eller Not" liste:

Hot:
  1. Alt kører bare. Det er fordelen ved et rutineret arrangørteam.
  2. Vejret er perfekt til skak. Det øser ikke ned, så man kan sagtens komme udenfor og på lidt luft. Samtidigt er det ikke så varmt at det bliver ulideligt i spillelokalerne.
Not:
  1. Min gamle slæbbare har store problemer med visse internet sider. Lige nu kan jeg hverken checke mails eller skrive her på bloggen fra den. Derfor må jeg bruge en af de opstillede computere på LO-skolen.
  2. Jeg har taget et hav af billeder, men der ligger stadig et stort arbejde forude med at få kigget dem igennem, uploadet dem til politikencup.dk og få sat noget tekst under hvert billede. Jeg må hellere se at få taget mig lidt sammen.

Ingen kommentarer: