lørdag den 19. juli 2008

Aaaaannnd .... liftoff!

Og så er vi i gang. Som ventet en hektisk første dag, hvor flere hundrede skakspillere forsøgte at finde det rette skakbræt at sidde ved. Arrangørerne har dog lært af tidligere erfaringer så denne gang gik det relativt nemt at få alle på plads. En enkelt spiller kom over en time for sent og tabte uden kamp, men jeg skal undlade at kommentere på sagen, da den er gået videre til turneringskomiteen.

Som sædvanlig er det dagen, hvor der sker en masse hurtige nedslagtninger, men også nogle gedigne overraskelser. GM Lars Schandorff måtte af med en halv, men ikke meget længere nede på listen finder vi minsandten selveste Lundini, der køligt holdt remis imod Kent Ängskog, Sverige (2247). Vi kipper med flaget og ser frem til en stor turnering for Lundini.

De øvrige frederikssundere måtte til gengæld ned. Finn var godt tilfreds en overgang, men WIM'eren på den anden side af brættet viste hvem, der var bedst. Daniel havde den sværeste modstander, og det tog da også kun 1½ time inden det parti var slut. Leif strittede meget længe imod, men måtte ned til sidst. Thomas starter først turneringen i B-gruppen i morgen.
På billedet er det Leif i den hvide skjorte ved siden af den svenske WIM Christin Andersson.

For at vende tilbage til overraskelserne, så var der også point til en af denne blogs læsere. :-) Det var Ålsgårdes Palle Nielsen, der fik et vellykket matangreb ind på den tidligere Hillerød-spiller Peter Olsen. Og så var der juniortalentet Martin Haubro, der smart ofrede dronningen for at lave evig skak med to springere.
Som sædvanlig var der nogle ratingfavoritter, der fik sig et par grimme overraskelser imod velspillende juniorer.
På livebrætterne var der dog fuldt hus til favoritterne. Peter Svendsen kom på 1. brættet mod Eljanov, og det blev genstand for en del analyse i kommentatorrummet, hvor der dog kun reelt var spænding om hvilken gevinstvej, der var den letteste, for Peter fik ikke mange chancer.

Nu er det så tid til at slappe lidt af, for vi starter allerede kl. 9 med den første af 2 runder i morgen.

Ingen kommentarer: