mandag den 7. juli 2008

Ferie

Min første feriedag…. og så regner det! Nå, men så må man jo blive indendørs og blogge lidt videre. Der er nu 270 tilmeldte til hovedturneringen i Politiken Cup. Det må siges at være flot, men mon ikke at det endelige deltagerantal kommer tæt på 300?! I B-gruppen går det til gengæld lidt langsomt. Kun 8 tilmeldte her, men der kommer sikkert også nogle tilmeldinger til sidst.

Af de mange tilmeldte er der selvfølgelig en del fra lokale klubber. Toppen består hovedsagelig af (nuværende og tidligere) østeuropæere, men der er også nogle danskere og svenskere, der blander sig. Den mest prominente af dem er selvfølgelig Peter Heine Nielsen, men de nordsjællandske skakligaklubber har stort set alle deres topspillere i aktion (Emanuel Berg, Sune Berg Hansen, Lars Schandorff, Jonny Hector, Stellan Brynell osv.). Man bemærker også skotske Jacob Aagaard fra Sydøstfyn, men som bekendt startede han sin karriere i det nordsjællandske, og har spillet for flere klubber i området. En farlig mand i feltet er Jens Kristiansen, der nu har spillet for Bornholms Skakklub i et par år.

Ellers skal vi et stykke ned i rækkerne for at finde nordsjællandsk repræsentation. Allerød, Hillerød og Hørsholm har nogle af deres divisionsspillere med. 1. runde kan gå hen og blive ret interessant for Hillerøds Peter Svendsen. Han er lige nu seedet som nr. 135, hvilket lige præcis er nederste mand i øverste halvdel af feltet. Kommer der et par tilmeldinger mere fra højtratede spillere, så kan han ryge ned som øverste mand i nederste halvdel. Det vil betyde at han i 1. runde så skal møde Eljanov, der er seedet som nr. 1! Også folk som Rudersdals k-skak stormester Arne Bjørn Jørgensen og Martin Noer (alias Mr. Nordkalotten) er ”i fare for” at skulle møde 2600+ modstandere i 1. runde. De første 2-3 runder plejer gerne at være rene nedslagtninger på grund af store styrkeforskelle, men jeg tror at de fleste af os dødelige skakspillere tager det som en oplevelse at få ørene i maskinen hos en stormester.

Lidt under midten begynder de første FsS’ere at dukke op (dem gemmer vi lidt endnu). Man lægger også mærke til at Ålsgårde stiller med hele 6 mand, men de må også siges at have kort vej til LO-skolen. Den nederste del af feltet får næppe meget at skulle have sagt i topstriden, men hold øje med de norske juniorer, der ofte spiller langt bedre end deres ratingtal antyder.

Følg med i tilmeldingerne på www.politikencup.dk.

Ingen kommentarer: