Det var en god idé at tage fri fra arbejde i dag, for jeg er ret kvæstet, men i morgen (tirsdag) er jeg tilbage på min pind i Topdanmark. Det kommer nok til at tage nogle dage at komme tilbage til den sædvanlige døgnrytme, men det går jo nok alt sammen.
Jeg vil starte med at runde Frederikssundernes præstationer af:
Daniel: 4½/10, Ny rating: 1824 (-10)
En præstation under vanlig standard. De højere ratede vandt ret nemt over ham, mens han måtte kæmpe en del mod de lavere ratede.
Per (alias Lundini): 4/10, Ny rating: 1931 (+53)
Var stærkt spillende i starten, men gik lidt ned i runde 8 og 9. Han mødte udelukkende højere ratede modstandere, og samlet set en flot præstation af Lundini, der endnu en gang kan kalde sig Mesterspiller.
Finn: 4/10, Ny rating: 1757 (-19)
En lidt svingende præstation, men der blev vist godt kampskak i mange af Finns partier.
Leif: 3½/10, Ny rating: 1574 (-69)
Kæmpede imod overmagten i de første runder, hvor han fik virkelig hård modstand. Fik skovlen under et par juniorer, inden han sluttede stille af med 3 remiser på stribe. Der var nok lidt rust, der skulle bankes af.
Thomas: 1½/7, Ny rating: 1000 (0)
Det var tæt ved at Thomas kom over sin forventede score, men han blev altså stående på de 1000 i rating.
Jeg har også nævnt en del andre deltagere her på bloggen, men hvis jeg skulle nævne dem alle og deres resultater, så ville det blive et meget langt indlæg. Så hellere ”ingen nævnt, ingen glemt”, og henvise til http://www.politikencup.dk hvor der er omtaler slutstillinger, partier, billeder osv.
Jeg vil også opfordre til at klikke ind på http://www.sjakk.net, som er en norsk skakside med masser af omtale af turneringen. Bjørn Berg Johansen har taget mange glimrende billeder af spillerne og stemningen.
Som en del af arrangørteamet synes jeg at det blev en fantastisk god turnering. Det er umuligt at stille alle 100% tilfredse, men jeg synes at vi kom så tæt på som det nu er muligt. Der kom i hvert fald ros fra mange af deltagerne lige fra topspillerne og til eksempelvis den rare snakkesagelige irer William Gill, der fortalte mig at han regnede med at komme tilbage næste år. Jeg tror at mange har det på samme måde som ham.
Jeg hørte et par kritikpunkter:
- Man sad lidt for klemt i nogle af lokalerne.
Det fik vi rettet en del op på efter de første runder, men der var dog stadig nogle problemer i et par lokaler. Problemet var at man havde brugt en anden slags borde i forhold til sidste år, og de havde en lidt uheldig størrelse, der gjorde at de fyldte ret meget i forhold til hvor mange der kunne sidde ved dem. Der bliver gjort nogle erfaringer omkring bordopstilling, så der er mere styr på det næste år.
- Der var ikke rygelokaler på 2. sal.
De stakkels rygere! Jeg er klar over at de er en jaget og truet race, men arrangørerne har ingen indflydelse på LO-skolens rygepolitik.
- Nogle spillere savner at sidde i et stort lokale, hvor man bedre kan følge med i hvordan det går alle de øvrige spillere.
Ja, det er jo forsvundet efter at det store spillelokale har været en tradition fra Nørrebrohallen og Taastrup. Der forsvinder måske lidt af charmen ved en stor open, men til gengæld har LO-skolen så mange andre unikke fordele, som ingen af de tidligere spillesteder kunne hamle op med.
Man kan ikke helt undgå kritik, men når så mange deltagere undervejs kommer hen til en og roser arrangementet, og flere af dem siger at det er den bedste skakturnering, som de nogensinde har deltaget i, så må man konkludere at der er ret meget, der er gjort rigtigt.
Personligt har det været en stor oplevelse at være med til. Selve skakdommer-delen har faktisk været ret begrænset. Reelt set har vi ikke behøvet at gribe ind en eneste gang. Der har kun været nogle få problemer med spillere, som ikke forstod DGT-urene, og så var der nogle tilskuere, der forvildede sig ind bag afspærringerne i konferencesalen, hvor topspillerne sad. Ellers bestod jobbet mest af alt af at samle resultater ind, og så gøre klar til næste runde så snart en runde var slut.
Der kom aldrig nogen egentlige problemer eller kontroverser på grund af den nye betænkningstid med 30 sekunders tillæg. Folk kommer simpelthen aldrig i alvorlig tidnød, hvor de fleste problemer opstår. Utroligt lækkert for skakdommerne, men spillerne skal lige vænne sig til betænkningstiden, og til at der er noteringspligt hele partiet.
Ud over at være ”Arbiter” i turneringen, så har jeg også været en del af det store arrangørteam, og jeg må sige at det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med dem alle. Det er lige fra de rutinerede kræfter, som stod for det organisatoriske, og til de lidt yngre partiindtastere, som jeg nåede at få en stribe pils sammen med på flere af aftenerne. Og så var der jo de to svenskere (Anil Surender (skakdommer) og Anders Hansen (live-visning af partier), som måtte lægge ryg til en del godmodige drillerier om landet ovre på den anden side af Øresund. De tog det nu pænt, og hævner sig sikkert når det er danskerne, der besøger svenske turneringer.
Jeg nød også at kunne gå rundt og snakke med en masse skakvenner. Det var såvel deltagere i turneringen som andre, der bare kom forbi for at kigge eller deltage i lyn eller simultan. Man kommer også lidt tættere på topspillerne og lærer dem at kende. Det er alligevel meget få andre sportsgrene, hvor os almindelige dødelige udøvere får lov til at mænge os med eliten.
Jeg har haft en kanon oplevelse ved at være med til at arrangere Politiken Cup, og jeg håber at være med en anden god gang. Pt. aner jeg ikke om jeg kan/vil være næste år, hvis altså jeg bliver spurgt. Det må afhænge helt af tid og lyst til den tid, men jeg fortryder bestemt ikke at jeg brugte 1½ uge af min sommerferie på at være skakdommer.
Dette indlæg bliver det sidste i denne omgang. Fremover vil det igen være Frederikssund Skakklubs hjemmeside, som jeg vil pludre videre på. Bloggen bliver nok taget i brug en anden gang, men indtil videre vil den ligge stille på ubestemt tid.
Tak til alle, der læste med og til jer der kom med de mange positive tilbagemeldinger. Jeg håber at I fandt bloggen interessant.
Vi ses ved skakbrættet!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar