Jeg havde egentlig ikke den store fidus
til Politiken Cup. Turneringsindskuddet lød dyrt, og jeg
foretrak faktisk den nu hedengangne Vesterhavsturnering, hvor jeg deltog et par gange.
Nå, men det lød da som en sjov måde
at bruge sin sommerferie på 1½ uges skak, og for mig er det altid
spændende at være med i maskinrummet når der skal laves
skakturneringer. Jeg må sige at jeg er blevet fanget af oplevelsen,
og det er en af de ting jeg glæder mig til hvert eneste år.
I de første 3 år havde jeg fast plads
på øverste etage (Plan 3) sammen med Aage Olsen. Det blev til en
del ture op og ned ad trapperne, og selv om man spiser godt på
Konventum, så tabte jeg altid 3-4 kg under turneringen. Den fysiske
aktivitet har ændret sig i takt med at jeg har fået lidt andre
arbejdsopgaver. Nu har jeg udgangspunkt i stævnekontoret, men
supplerer de øvrige dommere, hvor der er behov for det. Til gengæld
har jeg så en del administrative opgaver som turneringsledelse,
rundelægning, publicering af fotos og meget andet.
I forbindelse med engagementet i
Politiken Cup meldte jeg mig ind i Dansk Skakdommer Forening. Når nu
at jeg skulle være dommer i en international turnering, så var det
ekstra vigtigt at holde sig ajour med reglerne. Desværre har
dommerforeningen ført en ret stille tilværelse i de senere år, men
forhåbentlig kommer der snart lidt mere aktivitet fra den kant af
igen.
Da Hillerød Skakklub fejrede deres
100-års jubilæum ved at afholde det årlige DM-stævne, så
henvendte de sig til mig for at få hjælp på dommerfronten. Der
skal en del folk til sådan et stævne, men jeg gav gerne et nap med,
for det er nogle energiske og sympatiske folk i Hillerød. Det skulle
dog ikke blive det sidste DM-stævne, som jeg blev indblandet i. Både
i 2012 og 2013 er DM blevet afholdt på Konventum i samme omgivelser
og med stort set samme personale som Politiken Cup. Det er rart at
kunne trække på en masse erfaringer i stedet for at skulle starte
helt fra bunden, som det ofte er tilfældet for de mange
DM-arrangører.
I 2011 arrangerede Dansk Skak Union et
FIDE Arbiter seminar, som strakte sig over en weekend. Dette kursus
skal gennemføres for at man kan opnå titlen som FIDE Arbiter, og
denne titel skal opnås inden man kan blive International Arbiter.
Der er således ingen vej uden om kurset for den ambitiøse
skakdommer, men jeg tog nu mest af alt kurset af interesse og for at
dygtiggøre mig.
Kurset blev ledet af den dygtige finske
skakdommer Mikko Markkula, og ud over en del danske kursister, så
var der også svenske, norske og hollandske deltagere. Det blev både
en hyggelig og spændende weekend, og så var det ikke mindst et godt
forum at diskutere de situationer, som man kunne komme ud for som
skakdommer.
Den sympatiske og hyggelige Markkula
døde desværre i 2012.
Gennemførsel af kurset giver en norm
til FA-titlen, men derudover skal der bruges 4 yderligere normer, som
man opnår ved at være dommer i internationale turneringer. Dem
havde jeg allerede fra Politiken Cup 2008 til 2011, så det var bare at indsende ansøgningen om titlen, og den blev godkendt i starten af
2012.
Nu kunne jeg kalde mig FIDE Arbiter og
hænge et fint diplom op på væggen derhjemme. Derudover fulgte der
en fin lille nål med, som kan pryde brystlommen, når man er i
aktion som dommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar