lørdag den 3. august 2013

Vejen til IA titlen (5) – ”Jagten på normer”

Vi var en del, der færdiggjorde FIDE Arbiter (FA) titlen samtidigt. Det var stort set hele Politiken Cup holdet på én gang. Vil man for alvor ud og være dommer i de store turneringer, så skal man helst være International Arbiter (IA), og til det formål skal man bruge 4 stk. IA-normer.

En IA-norm får man som dommer i en International turnering, hvor det er muligt for spillerne at laver normer (GM, IM, osv.). Der er dog begrænsninger på hvor mange dommere, der kan få normer ud af en turnering, og desuden skal det være flere forskellige typer turneringer. Der bliver normalt ikke arrangeret så mange alle-mod-alle turneringer i Danmark. Derfor kan der være rift om at dømme dem, da man så får den vigtige alle-mod alle norm.

Jeg havde egentlig regnet med at det ville tage mig et par år at samle de 4 normer. Men der gik kun 5 måneder. Det skete således:

1. norm: Jacob Carstensen begyndte på energisk vis at arrangere nogle turneringer med det formål at give GM/IM-aspiranter en mulighed for at opnå deres normer. I starten af juni 2012 arrangerede han en GM- og en IM-turnering i samarbejde med BMS Skak. Det betød også at der var to mulige dommer-normer, og dem tog Tom Skovgaard og jeg med kyshånd. Så var alle-mod-alle normen i hus.

2. norm: Politiken Cup 2012. Så var der også en norm fra en schweizer-turnering i hus. Det betød at jeg ikke længere behøvede at bekymre mig om hvilke typer turneringer de sidste to normer skulle komme fra.

3. og 4. norm: De kom i oktober 2012. Jacob Carstensen var på banen igen med nye titel-turneringer. Først blev der arrangeret en GM- og en IM-gruppe, og dernæst to IM-grupper. Jeg skulle egentlig kun være dommer ved de to sidste grupper sammen med Verner Christensen, men da den ene dommer til de to første grupper meldte fra med kort varsel, så måtte jeg også træde til der. Her var det Peter Olsen, som jeg dannede makkerpar med.

Så var der pludselig 4 IA-normer i hus. Lidt mærkelig følelse når nu at forventningen var, at der ville gå betydeligt længere tid. Tak til Carstensen og co. for at få arrangeret nogle fine turneringer, som kastede 2 GM-normer og en IM-norm af sig, og ikke mindst 6 IA-normer, hvor jeg altså fik raget 3 af dem til mig.

Som tidligere nævnt blev min IA-ansøgning behandlet på FIDE-kongressen i januar 2013. I første omgang blev den faktisk afvist, men det viste sig heldigvis at være en fejl, så ansøgningen gik igennem og jeg har nu modtaget endnu et fint diplom og en IA-nål, som jeg kan sætte på trøjen og prale lidt med.

Nu kan jeg så smykke mig med titlen International Arbiter.... og hvad så? Tjah... først og fremmest er det et bevis på det arbejde man har udført og de evner man har tilegnet sig som dommer. Et slags eksamensbevis, om man vil. Om jeg så kommer til at udnytte den eksamen til noget som helst i fremtiden, ved jeg ikke, men mon ikke at der dukker et eller andet op?! Ellers kan man sikkert finde mig ved næste års Politiken Cup. :-)

Mit IA diplom og den grønne IA-nål.


1 kommentar:

Unknown sagde ...

Spændende læsning, Thomas.

Tak for artiklerne og ikke mindst indsatsen omkring brættet.

Palle Nielsen