fredag den 25. juli 2008

En skidt dag

Det blev en skidt dag for Frederikssunds helte. Leif og Thomas fik som nævnt remis, men Lundini, Daniel og Finn tabte alle. Daniel havde ellers en fin stilling, indtil der lød et par eder henne fra hans bræt, og han gav op. Han havde bukket en officer væk i et slutspil med merbonde. Både Lundini og Finn blev slet og ret udspillet i deres partier.

Folkene fra Gladsaxe havde næsten en god dag. Thomas Struch havde kæmpet sig tilbage fra en dårlig stilling, men han kunne ikke finde ud af at sætte mat med løber og springer. Svær teknik, men noget som alle bør sætte sig ned og lære udenad. Poul Harders vandt endelig efter tre nuller på stribe. Med 2½ er han nu en smule over sin forventede score efter en lidt svingende turnering.

Peter Heine spillede sig op på topbrættet med en overbevisende sejr over Jacob Aagaard. I det hele taget har turneringen været præget af forrygende kampskak. Toppen er simpelthen så bred at man sakker bagud, hvis man blot spiller en masse remiser.

Nu har vi så gang i lynturneringen, hvor der deltager ca. 70 spillere. Stærke spillere som Nikolaj Mikkelsen og Allan Stig Rasmussen har meldt deres ankomst for at spille med. Her kl. 22 skal vi i gang med mellemrunden.

Ingen kommentarer: