søndag den 13. juli 2008

Frederikssunderne

Så er det blevet tid til at præsentere de 4 FsS'ere (+ en enkelt tidligere FsS'er), der deltager i Politiken Cup.

Daniel Andersen
Rating: 1834
ELO: 1969
Alder: 39 år
Kommer aldrig i tidnød

En af landets absolut mest aktive turneringsspillere. I sidste sæson blev det til hele 129 koordinerede partier (!!). I denne sæson har han ”kun” nået at spille 115 partier (dertil kommer så hurtigskakpartier og klubpartier), med en score på 58 point (50,4%). I skrivende stund er han med i Vesterhavsturneringen, og efter Politiken Cup skal han spille Baltic Sea Cup.
Daniel er ret teoristærk, og har en meget stilren og solid måde at spille skak på. Ofte tager han point fra højere ratede spillere, som aldrig får chancen for at overmande ham. I sidste års Politiken Cup var han således ufatteligt tæt på at spille remis mod den senere turneringsvinder GM Nick de Firmian. Til gengæld så render han af og til ind i nogle koncentrationssvigt, som koster points imod overkommelige modstandere.

Per Lund
Rating: 1878
Alder: 46 år
Også kendt som: ”Lundini” eller ”Bødlen fra Bakkebyen”
Styrker: Åbning, midtspil, slutspil, taktik, psyke, mod, overblik, teknik, strategi, udholdenhed og fighterevne.
Svagheder: Tendens til overvurdering.

Den mand er farlig! Det er sjældent de mest polerede skakpartier, der kommer fra Lundinis hånd. Åbningsrepertoiret er ikke ligefrem fyldt med modeåbninger, men i stedet bliver der lagt vægt på aggressivt og kompliceret spil, som ofte ender i tidnøddramaer. Nåh ja, så er der jo kælenavnet ”Lundini”: Jeg kender ingen, som i den grad har været i stand til at sno sig ud af komplet håbløse stillinger – som oftest i egen tidnød. Det er ren Houdini. Lundini er berygtet for på magisk vis at snøre modstandere, der ellers føler sig sikre på at sejren er hjemme. Ganske vist må han bide i græsset af og til, men det sker aldrig uden at alle patroner er blevet brugt.

Finn Larsen
Rating: 1776
Alder: 57 år
Spiller ofte på ICC og E-skak

En snu taktiker. Spørger man Finn om hvordan det går i hans igangværende parti, så har han altid set et eller anden giftigt, som han mener at modstanderen kan ryge i. Det er således sjældent de langsigtede positionelle planer, der præger hans spil, men man skal hele tiden passe på, for fælder er der nok af, når Finn tryller ved brættet. Undertegnede har selv hæderlige resultater mod ham, men i klubmesterskabet har jeg af uvisse årsager en elendig score (½/8).

Thomas Andersen
Rating: 1000
Alder: 37 år
Deltager i B-gruppen

Thomas har længe ligget i den tunge ende af ratingskalaen, men det bliver heller ikke nemmere af at han ofte render ind i talentfulde juniorer, der er på vej frem. Han har sat sig et mål om at nå over 1100 i rating i år, men det kræver i hvert fald et godt resultat ved Politiken Cup, så det bliver spændende at følge.


Desuden må vi ikke glemme en tidligere FsS’er, som også er med:

Leif Bernard
Rating: 1643
Droslede lidt ned på skakken til fordel for korsang.

For et par år siden meldte Leif sig ud af FsS for at hellige sig andre fritidssysler. Skakken har dog ikke været alt for langt væk, og han er således stadig enkeltmedlem. Nu gør han så comeback, og det bliver interessant at se om han stadig kan finde ud af at flytte rundt med brikkerne.
Spillestilen er normalt relativt rolig, men det sker at han kaster sig ud i større komplikationer.

Held og lykke til alle 5!

Ingen kommentarer: