tirsdag den 22. juli 2008

Med spil

Der er spillet 1½ time af 5. runde, og kamplysten virker stor i dag. I hvert fald er der ikke taget nogen pølseremiser på livebrætterne. Noget tyder på at Aagaard har fået en forberedelse ind mod Landa, men de har nok set en del mere end jeg har, så jeg tager nok snart en tur forbi kommentatorrummet og ser hvad Per Andreasen har at sige om partiet.
I de lavere rækker er der et par blow-outs, men ellers spilles der stadig frisk til i dag. Daniel møder svenske Conny Holst (jeg kan oplyse at Conny er et drengenavn i Sverige). Efter 20 træk siger Daniel at han stadig er i teorien, og han i øvrigt har haft det hele med hjemmefra. En god forberedelse, hvor han har en kvalitet, men en lidt åben kongestilling. Daniel mener at Conny leder efter et fornuftigt sted at afvige fra teorien.
Lundini møder rutinerede Sigfred Haubro. En hård modstander, men ikke desto mindre den pt. lavest ratede som Lundini har mødt. Det ser meget lige ud lige pt. Der er heller ikke sket noget afgørende i partierne hos Finn, Leif og Thomas. Leif møder Hillerøds Palle Skov. I går var Palle bestemt ikke tilfreds med at tabe til en underratet norsk junior.

Update kl. 15,45: Thomas vandt, da modstanderen åbenbart overså en mat. Daniel er et tårn oppe, men der er pivåbent foran kongen, så det er ikke klart hvad der sker. Leif mener at han står godt. Det skal jeg nok lige se lidt nærmere på.
Golod og Malakhov kom hurtigt i tårnslutspil, og tog remis, mens 2 x Berg (Sune og Emanuel) også har sluttet fred.

Ingen kommentarer: