mandag den 20. juli 2009

Efter en lang søndag....

Efter en lang og hård søndag, hvor der ikke blev tid til at skrive meget andet end resultater her på bloggen, så må det være på tide at tage revanche her mandag formiddag inden 4. runde starter kl. 13.

Gårsdagens store samtaleemne var det parti, som blev sidst færdigt. Der blev spilet i 6½ time, hvilket vel var en time længere end det næstlængste parti. Den højere ratede Daniel Kovachev forsøgte længe at vride en gevinst ud af Rasmus Agertoft Hansen i et ellers dødt remisslutspil. Til sidst kunne Rasmus dog kræve remis via 50-træks reglen, men hvis den forsvarende spiller ikke kender denne regel, og man i øvrigt bruger en betænkningstid med tidstillæg pr. træk, så kan sådan et parti i princippet fortsætte i det uendelige.

Partiet kan ses her.

I øvrigt godt at partiet ikke blev spillet i 2. runde, for så havde vi haft under en halv time til at lægge runden og stille op til den næste. Godt nok er det et hurtigt arbejdende arrangørteam, men faren for en forsinkelse af 3. runde havde været overhængende.

Indtil videre er vi sluppet for "episoder", hvor turneringslederne er blevet sat på prøve. Vi havde et enkelt tilfælde i 1. runde hvor en ung nordmand (og 4-5 tilskuere) mente at have registeret en lyd fra modstanderens jakke, og de mente at det var hans mobiltelefon, der summede. Modstanderen påstod dog at han ikke havde sin mobil med, og da vi som dommere ikke kan gå ind og visitere folk, så slap han for videre tiltale. Nordmanden og hans venner var ret oprørte, men han spillede videre og fik delvist sin hævn, da han holdt remis i et langt slutspil, til trods for at modstanderen var langt højere ratet.

I det store hele tror jeg at alle deltagerne er glade og tilfredse med måden turneringen afvikles på. Vi har i hvert fald ikke fået nogen (væsentlige) klager, så det må være et godt tegn. Om folk så kan finde ud af at flytte rundt med brikkerne på passende vis er jo så deres helt egen sag.

Ingen kommentarer: